Ganesh chaturthi - Ganeshas fødselsdag
Ganesha er blandt de mest populære guder i hinduismen. Ganesha er den hinduistiske lykkegud, og i det tidlige efterår fejrer hinduer verden over hans fødselsdag
Ganesha er en af de mest elskede gudeskikkelser i hinduismen, og mange hinduistiske hjem har en figur af Ganesha i hjemmet, de beder til, når de vil have ryddet forhindringer af vejen. Ganesha er særligt kendt for sin lykkebringende effekt og sit store elefanthoved, og hans fødselsdag fejres årligt af hinduer verden over.
Indhold
- Hvem er Ganesha?
- Hvordan fejres Ganesh chaturthi?
- Ganeshas elefanthoved
- Ganesh chaturthi i Danmark
- Hvornår falder Ganesh chaturthi?
Hvem er Ganesha?
Ganesha er søn af gudeskikkelserne Shiva og Parvati og har opnået en betydningsfuld plads i den mere folkelige hinduistiske religion. Ganesha afbildes ofte som en gul eller rød skikkelse med fire arme, rund mave og hovedet af en elefant med én stødtand.
Ganesha er visdommens, intelligensens og undervisningens gud. Ganesha er lykkebringende, og navnet betyder “den, der fjerner alle forhindringer”.
På grund af Ganeshas lykkebringende kræfter findes der en statue eller et billede af Ganesha i næsten alle templer og hinduistiske hjem. Statuen beder hinduer til, inden de påbegynder noget nyt, og enhver ceremoni, undtagen en kremation, begynder med en henvendelse til Ganesha. Desuden ser man ofte et billede af Ganesha på indbydelser til for eksempel hinduistiske brylluper.
Hvordan fejres Ganesh chaturthi?
Fejringen af Ganesha starter i det tidlige efterår og strækker sig over ti dage. Hele festivalen kaldes ganeshotsav og er særligt populær i det sydlige og vestlige Indien. Festen starter med Ganeshas fødselsdag, Ganesh chaturthi, og kulminerer i festligheden anant chaturdashi, hvor en Ganeshafigur nedsænkes i havet for at symbolisere, at det guddommelige princip, der ligger bag figuren, ikke kan billedliggøres. Nedsænkningen symboliserer desuden, at guden nu forlader den fysiske verden.
Under festivalen går hinduer igennem både fysiske og psykiske renselsesprocesser, som faste og bøn, for at være forberedt til festens sidste dag og nedsænkningen af Ganeshafiguren.
Ganeshas elefanthoved
Der er mange forskellige regionale historier om, hvordan Ganesha fik sit elefanthoved. I den fortælling, der nok er mest kendt, blev Ganesha født uden faderen Shivas vidende. Da faderen Shiva kom tilbage, vogtede Ganesha over moderen og ville ikke lade Shiva gå ind i baderummet, hvor Parvati badede. Shiva vidste ikke hvem Ganesha var og blev så rasende, at han skar Ganeshas hoved af. Da Parvati efterfølgende fortalte Shiva, at Ganesha var deres søn, gik Shiva ud og bad alle dyrene om at give deres hoved til Ganesha. Kun elefanten sagde ja, og som tak gav Shiva elefanten enorm visdom.
De fleste hinduer tror dog ikke på, at Ganesha har et fysisk elefanthoved. Hovedet, ligesom mange andre af Ganeshas kendetegn, er blot et forsøg på at repræsentere gudens indre egenskaber, som tydeliggøres gennem det fysiske udtryk.
Få eksempler på den billedlige symbolik er Ganeshas store hoved, som symboliserer hans intelligens, de store ører, der viser, at han lytter til tilbedernes bønner og hans runde mave, der er et symbol på hans succes.
Ganesh chaturthi i Danmark
I Danmark findes der et tempel til Ganesha i Herning. Templet er det første hindu-tempel i Danmark og blev traditionen tro indviet til Ganesha i sin rolle som den, der rydder forhindringer af vejen, da han således skulle bane vejen for dyrkelse af hinduismens guder på dansk jord.
I Danmark fejres Ganeshas fødselsdag i mindre omfang, end den gør i Indien.
"Ganesha bliver dyrket i de danske templer, specielt blandt de hinduer, der er Shiva-tilhængere. I de templer, der er dedikeret til Ganesha, vil man ofre til ham hver dag, og der vil være øget aktivitet. Almindelige hinduer vil måske have en lille Ganesha-figur stående i deres hjemmealter, som de vil ofre eller bede til," forklarer lektor i religionsvidenskab, Marianne Qvortrup Fibiger.
Hvornår falder Ganesh chaturthi?
Ganesh chaturthi falder ikke samme dag hvert år, men dagen falder altid i det tidlige efterår, hvor fejringerne strækker sig ti dage frem.
Sådan falder Ganesh chaturthi de kommende år:
- 2022: 31. august.
- 2023: 19. september.
- 2024: 7. september.
- 2025: 27. august.
- 2016: 14. september.
Vil du vide mere om hinduismen, gudeskikkelserne og traditionerne? Dyk ned i Religion.dk’s store temaside om hinduismen her.