Når døden skal formidles til børn, skal fantasien sættes i frigear

Der er skruet op for armbevægelserne, når rundviserne fortæller børnene om fortidens forestillinger om livet efter døden. Rundviserne har alle en faglig baggrund inden for antropologi, etnologi, dansk eller historie og har erfaring med skuespil og drama. Foto: Leif Tuxen

Nationalmuseet tilbyder fra påskedagene og året ud en ny børnerundvisning, der tager de mindste på tur i dødens verden i både historie og nutid. Men hvordan formidler man bedst noget til børn, der kan være svært at tale om selv for voksne?

Døden er på mange måder en mærkværdig, spændende og nogle gange lidt uhyggelig størrelse. Ingen ved med sikkerhed, hvad den indebærer, og mange kloge hoveder har i tidens løb forsøgt at regne ud, hvordan man kan undgå den. Det er hidtil ikke lykkedes, og derfor er livets endeligt endnu en virkelighed, vi alle bliver nødt til at forholde os til. Og med “alle” menes vitterligt alle - inklusiv børnene.

Men selv for mange voksne mennesker kan døden være et svært emne at tale om, fordi det ofte forbindes med følelser som sorg, frygt og savn. Så hvordan kan man på bedste vis formidle sådan et emne i børnehøjde? Nationalmuseet har taget udfordringen op, og sætter med deres nye rundvisning med titlen “Dansende skeletter, mumier og moselig” død og efterliv på dagsordenen i historisk såvel som nutidigt perspektiv.

Hør 8-årige Barbara og 9-årige Vincent fortælle om rundvisningen her:

En af hjernerne bag dette nye initiativ er museumsinspektør Johanne Steenstrup. Særligt var det vigtigt for hende at kunne vise børnene, at livets slutning ikke nødvendigvis er noget farligt og uhyggeligt:

“Døden kan være noget meget smukt, og det synspunkt vil vi gerne give videre. I det danske samfund har mange, især voksne, berøringsangst i forhold til at tale om døden, men selvom vi har travlt med at fortie døden, forsvinder den ikke af den grund,” fortæller Johanne Steenstrup og uddyber:

“Døden sker for os alle sammen, og derfor er det et vigtigt emne at tage fat i, men med vores kulturelle indstemplinger kan det være svært at snakke om - særligt med børn. Men børn har ofte en meget mere umiddelbar holdning til mange ting, og man skal ikke være bange for at spørge ind til dem”.

Gode fortællinger gør museumsgenstandene levende
Nationalmuseets nye rundvisning kommer i børnehøjde ved hjælp af formidlingsmetoden storytelling (på dansk: historiefortælling). Det er en god måde at nå børnene på, ikke mindst fordi det lægger op til, at de små herved kan bruge deres livlige og vidtrækkende fantasi.

Den fortryllende helhedsoplevelse, storytellingen tilbyder, er med til at gøre museets mange værdifulde genstande levende, selvom de er uden for fysisk rækkevidde bag montrernes glas. Og dét appellerer til børnene, mener Johanne Steenstrup:

“På denne måde kan vi invitere børnene ind i et mættet fortællerum, der tryller dem ind i en anden verden, hvor man er sammen om at dele en oplevelse.”

Desuden videregiver den gode historiefortælling ikke kun nøgterne informationer. Den er ifølge Johanne Steenstrup også med til at konstituere og videreføre den gode fortælling som en af livets grundlæggende byggesten:

“Fortællinger er et stærkt fænomen i kulturen, og mennesket har altid fortalt hinanden historier som en slags overlevelsesstrategi for at kapere livets store træk. Når man sætter livets faser ind i en lukket fortælling, bliver det hele meget mere overskueligt. Det giver nærvær, og samtidig skaber fortællingen et rum for erfaringsudveksling, empati og forståelse for andre menneskers holdninger og måder at leve på. Og det er det rum, vi inviterer børnene med ind i.”

Museet kan tage ved lære af børnenes erfaringer
Ane Hejlskov Larsen er lektor i museologi og leder af museologisk forskningsprogram ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Hun er også af den opfattelse, at storytelling kan være en konstruktiv måde at få børn til at forholde sig til det ømtålelige emne, døden kan være:

“Død har stor betydning, også for børn, enten fordi de oplever den selv eller kommer tæt på den gennem andre. Men det er ikke altid, forældre er opmærksomme på, hvad man bliver berørt af som barn, og derfor er det godt, at der er andre måder at tale om død på,” siger Ane Hejlskov Larsen og uddyber:

“Ved storytellingen møder børnene andres erfaringer om døden gennem de historiske genstande og fortællingerne om dem. Samtidig kan det historiske perspektiv give en distance til døden og formidle, hvordan man opfattede døden både tidligere og i dag.”

Ane Hejlskov Larsen mener dog, at det kunne være gavnligt for museet at ty til metoder, hvor børnenes respons kunne føre til endnu mere mærkbare forandringer:

“Det, Nationalmuseet gør med deres nye rundvisning om døden, kunne måske optimeres ved at inddrage børnene og deres erfaringer i endnu højere grad, og lade museet forandre sig derefter. Det ikke kun er børnene, der kan lære noget af Nationalmuseet - Nationalmuseet kan også lære noget af børnene.”

Store øjne og dyb koncentration: Det er tydeligt, at fortællingerne om mumier og moselig gør stort indtryk på børnene. Foto: Leif Tuxen
"Det var første gang, jeg så rigtige knogler," fortæller 9-årige Vincent (midtfor) fascineret om sine oplevelser på Nationalmuseets nye rundvisning. Foto: Leif Tuxen
Rundvisningens fortællinger tager afsæt i de specifikke gravfund og i fantasien hos folkene bag tiltaget. En af historierne handler blandt andet om en egyptisk tempeldanserinde, hvis ulovlige kærlighedsaffære kostede hende livet. Foto: Leif Tuxen