Debat

Hvor er religionen og spiritualiteten blevet af i hverdagen?

At kampen mod egoet, det lavere selv, fylder så meget i de gamle religioner, er i høj grad, fordi dyrkelsen af egoet afskærer os muligheden for dyrkelsen af spiritualiteten og inderligheden, og hermed erstatter man disse med verdslige, materielle og rent fysiske behov, mener lærer og muslimTore Lindvang. Foto: Privatfoto

Vores tids dyrkelse af egoet afskærer os muligheden for dyrkelse af spiritualitet og inderlighed, og hermed erstatter man disse med verdslige, materielle og rent fysiske behov, mener lærer og muslim Tore Lindvang

Gud er død – jeg er Gud! Omskrivningen af Nietzches berømte udsagn dækker ganske fint den tanke, jeg ofte render rundt med som dansker, der lever i og observerer vores fælles samfund. For hvor er religionen og spiritualiteten egentlig blevet af i hverdagen? Hvordan har de det i et stadig mere individfokuseret – eller rettere individdyrkende - samfund? De synes ganske ofte umulige at få øje på.

Gud er byttet ud med mit ego

Og dog. De velkendte guder, læresætninger og spiritualiteten er blot blevet byttet ud med en dyrkelse af selvet og dets behov. Af mig. Mit ego. Her og nu. Vi er alle vores eget lille centrum i kosmos, og intet er større end os selv.

Bagsiden er blot, at denne dyrkelse af selvet hverken indeholder spiritualitet eller åndslighed. Det er en tom skal, som står i skarp kontrast til kampen mod egoets glubske sult, der er en grundpille i mange af de traditionelle religioner, fordi dyrkelsen af egoet netop fortærer evnen til den oprigtige kærlighed til og omsorg for vores næste.

Religionernes kamp mod egoet

De syv dødssynder har været en central del af katolsk trospraksis, siden de blev formuleret af Thomas Aquinas i det 13. århundrede. De har alle det tilfælles, at de omhandler fodringen af vores ego. De refererer til den fysiske verden, vores begær og tilfredsstillelse her og nu. Som skal undgås, forstås.

I islam opererer man med 'nafs', der kan oversættes til ego eller selvet, og dets tre stadier: Nafs al-Ammara, Nafs al-Lawwama og Nafs al-Mutma’inna, som dækker over en spirituel vandring fra et ego styret af impulser og begær til en sjæl i fred, frigjort fra egoets behov, hvor mennesket i stedet er fuld af kærlighed, barmhjertighed og omsorg for andre.

Fra buddhismen kender vi fænomenet askese og at give afkald på materialistisk begær. Munke frasiger sig verdslighed og har i stedet fokus på at stræbe efter indre fred og at opnå oplysning. Lignende former for askese ses i hinduistens jagt på moksha, frigørelse fra reinkarnationens cyklus.

Egoet afskærer fra spiritualiteten

At kampen mod egoet, det lavere selv, fylder så meget i de gamle religioner, er i høj grad, fordi dyrkelsen af egoet afskærer os muligheden for dyrkelsen af spiritualiteten og inderligheden, og hermed erstatter man disse med verdslige, materielle og rent fysiske behov. Dyrkelsen af vores ego og umiddelbare tilfredsstillelse fjerner derfor vores opmærksomhed på andre mennesker, på næstens behov og sensitivitet.

Vi forbruger nu verden og hinanden

Men hvorfor har vi danskere vredet religion og den heri indbyggede spiritualitet af os? Et af de svar, der toner altoverskyggende frem hos mig, er materialismen og den umættelige forbrugerisme. Vi har i løbet af den seneste generation lært, at vi skal have mere, eje mere, forbruge mere. Alt i en cyklus, hvor vi forbruger, viser frem, høster likes og smider ud.

Og hvad meget værre er, så er denne forbrugerisme overført til vores menneskelige relationer. Vi forbruger hinanden. Vores relationer tjener ofte blot individuelle formål, og når de er opfyldt, er det videre i teksten. Parforhold og ægteskaber opgives uden kamp, seksuelle relationer foregår lørdag nat bedøvede af druk, familie og venner skænkes tid, når individet har lyst – græsset er altid grønnere på den anden side.

Manglen på spiritualitet gør os til ensomme satellitter

Uden spiritualitet bliver vi blot små satellitter, der nok kredser om, men sjældent interagerer med hinanden i permanente relationer, kun i glimtvise mikrokosmiske sammenstød, der dog sjældent skaber andet end små, midlertidige afvigelser i vores selvcentrerede orbitaler.

Tore Lindvang er lærer, konsulent og muslim.